Så er vi tæt på de mørkeste dage på året, og som altid på denne tid, har vi god damp på kedlerne i klubben.

Byggeholdet lodder og borer huller, og vores radiohjørne bliver flittigt brugt.

Thomas OZ1JTE deltog i CQWW RTTY testen, og endnu engang fik teknikken lov til at vise, at det har været anstrengelserne værd i sommerens løb, med arbejdet i masten og på volden.

Knap var antenner og PA kølet ned efter deltagelsen i SAC testen, før det altså gik løs igen.

Så er det også nu vi skal annoncere, og invitere, til vores årlige Julefrokost i starten af december.

Som altid vil vi samles og holde en herlig aften sammen, med god mad og ren råhygge.

Arrangementet og dets detaljer vil blive annonceret i et specielt Nyhedsbrev, som vil blive udsendt separat til medlemmerne. Dog er datoen allerede fastsat nu til 8. december. Så sæt et stort
kryds i kalenderen.

Vi har været heldige at redde os et par Racco reoler mere til samlingen, så har du nogle komponenter du mener med fordel kunne placeres i de mange tomme skuffer, så kom med en håndfuld, og vær
med til at glæde en masse. Husk labeler på skufferne, så vi kan
holde godt styr på hvad vi har af stumper.

Som sædvane, fristes man til at sige, så har vores repeater igen fået et par løbende forbedringer. Specielt tone systemet og følsomheden har der været fokus på i sidste runde.

Vi håber folk vil vurdere ændringerne som gode forbedringer.

Selvom vi stadig har gang i vores SDR byggegruppe for dem der ikke nåede helt i mål i sidste sæson, så har vi kikket efter et nyt og spændende projekt til denne vintersæson.

Har du nogle ideer til spændende projekter, så hold dig ikke tilbage. Ligeledes hvis du har mod på at være med i byggegruppen, så henvend dig til Thomas/OZ1JTE.

Som altid vil vi gerne invitere alle medlemmer til gløgg og æbleskiver den første mødeaften i december.

I år bliver det den 1. december.

 

Husk gæster altid er meget velkommen i afdelingen.

Program:

24/11           Klubaften.

01/12           Klubaften.Gløgg og æbleskiver

06/12           2m Aktivitetstest. Contestgruppen samles.

08/12           *** Julefrokost *** Se separat Nyhedsmail.

15/12           Klubaften.

Vy 73 de OZ1JTE Thomas.