20 år er gået siden den spæde start i 1975.

Først blev der lys… – så kom radiobølgen, tja en lille omskrivning af biblen men hva!

Radioamatørerne har altid eksisteret! Disse krumbøjede, rødøjede og trætte mænd (i alle aldre) har siden Poulsen’s, Marconi’s og telegrafiens barndom, leget med de muligheder elektriciteten har givet.

Under og efter 2 verdenskrig havde teknikken gjort store fremskridt. Transceiverne var blevet mindre (små nipsting på en 10-20kg), og der var blevet åbnet mulighed for at benytte flere bånd. Overskudslagrene fra krigen, bugnede af spændende ting og radioamatørerne havde kronede dage. Der blev modificeret og bygget – og radiorørene glødede.

Så kom revolutionen: Transistoren blev opfundet og pludselig kunne der bygges mindre portable radioer, og selvfølgelig også transceivere i ministørrelse. Amerikanerne var banebrydende på dette område, I USA var der blevet oprettet et bånd for den normale borger (Citizen Band), der nu kunne snakke i radio uden at være radioamatør. Små Walkie-Talkies på omkring et kilos-penge og på størrelse med en go’ 1 l. mælkekarton, fandt også vej til Danmark. Problemet var bare at det ikke var tilladt at bruge disse.

Der sad man så. Med en kasse i hånden og antennen trukket ud i alle 120 cm. og højttalersus på alle 4 kanaler. Man drejede kanalvælgeren en hel nat igennem men hørte ikke et kvæk. Da dette havde gentaget sig gennem en ugestid, blev man så frustreret at man ved et uheld fik trykket på sendertasten, samtidig med at man udbrød: “det l…. virker sgu! ikke…!”. Pludselig sad man på gulvet, stolen, askebægret spredt over hele lokalet, ….een havde svaret, “Jeg ka’ da godt høre dig”. Der var kontakt. – Så gik der sport i det ulovligt eller ej!!!

Den næste måneds tid, fik man heller ikke sovet særligt meget. Der blev snakket og udvekslet erfaringer. Kontakter til Canada, Nordnorge, Skovlunde og Amager hørte til dagen orden. Men ak! dagligdagen og arbejdet skulle jo passes så legetøjet blev lagt på hylden. Indtil den dag, hvor det pludseligt var lovligt at sende med 100 mW på 27 MHz. Oven i købet på 6 kanaler der rimeligt hurtigt blev udvidet til 11 kanaler. Så forsvandt nattesøvnen igen i en lang periode. Nu var der pludselig mange på kanal 4 og det var svært at finde en ledig kanal. Alene i Ballerup by (BALI-området) var der registreret omkring 150 brugere.

“Man burde lave klub! “…lød det på båndet. M’erne 03, 77 og 99 satte sig ned og resultatet blev Ballerup og Omegns Elektronik Club. Således den spæde start på det vi i dag kender som SIGMA/OZ9SIG.

SIGMAS/OZ9SIG 20 års jubilæum.

Den 1. april 1995 kunne SIGMA/OZ9SIG fejre sin 20 års fødselsdag. Det oprindelige navn var som bekendt Ballerup og Omegns Elektronik Club, som fra starten havde 21 medlemmer. Navnet var lidt langt og i 1978 ændredes navnet til “Privatradioforeningen SIGMA”. I 1983 vedtager man så foreningens nuværende navn “SIGMA”. 1983 var også året hvor Ballerups borgmester Ove E Dalsgaard (SIGMA 300) udnævnes til æresmedlem. I 1990 skifter foreningen igen navn til SIGMA/OZ9SIG.

Ligesom navnet har også tilholdsstedet skiftet. Allerede i november 1975 får foreningen lokale på det gamle rådhus. Indvielsen sker i februar 1976, I 1983 står det klart, at Politiet skal flytte ind i det gamle rådhus. Genhusning i det gamle bibliotek drøftes, men i 1984 står det helt klart at foreningen flyttes til lokaler på TAPETEN. Disse lokaler indvies ved årsskiftet 84/85, og her holder foreningen stadig til.

Foreningen har gennem årerne deltaget i mange spændende opgaver, såsom Ballerup Festival, Humørmarch, Motorløb, Copenhagen Marathon, Halvmarathon, kvindeløb i Fælledparken og meget mere, disse arrangementer er alle blevet radiodækket, med bravour af foreningens medlemmer. Der er gennem tiden blevet arrangeret ræveløb, udflugter, contester (CALL OZ5BAL) og fester i klubbens regi.

Foreningen har gennemlevet en omtumlet tilværelse, med stigende og faldende medlemstal, radioamatørerne danner i 1992 en lokalafdeling af EDR “EDR Ballerup afdeling”.

I skrivende stund tæller foreningen omkring 50 medlemmer.

Kilde, frit fra: “SIGMA historie særnummer 1. april 1995”